Det kan gøre en kæmpe forskel at ændre på, hvor sent dine kunder kan bestille varer på din webshop og stadig få dem leveret dagen efter. Det fandt den erotiske webshop Sexshop ud af, da de ændrede på bestillingsfristen. Deres omsætning om aftenen steg nemlig med 495 %.

Hvad laver du klokken 17 om eftermiddagen? Du er sikkert på vej hjem fra arbejde, hvis du ikke stadigvæk sidder der. Det kan også være, at du er ved at hente børn, købe ind, lave mad eller på vej ned for at træne. Det er nok de færreste af os, der vil svare på det spørgsmål og sige, at vi sidder og bestiller sexlegetøj.

Det fik den erotiske webshop Sexshop til at ændre, hvor sent det var muligt at bestille varer på deres side og stadig få dem leveret dagen efter. For de fleste af os er det nemlig først meget senere på aftenen, at behovet for sexlegetøj melder sig.

Men hvis Sexshop skulle nå at få deres varer sendt ud til kunderne næste dag, skulle de hentes af PostNord klokken 17 om eftermiddagen. De var derfor nødt til at finde en ny løsning.

Aftenbestillinger steg med 495 %

Sexshop fik derfor en medarbejder til at arbejde om aftenen. Vedkommende pakkede de bestillinger, der kom efter klokken 17 og kørte dem klokken 21 fra Sexshops lager i Padborg til PostNords pakkecentral i Taulov. En tur på næsten 100 kilometer. På den måde kunne webshoppen være sikker på at få deres varer med.

Det fik bestillingerne om aftenen til at stige markant. Faktisk fik de hele 495 % flere bestillinger om aftenen. Det var vel at mærke nye kunder og ikke kunder, der ellers ville have bestilt i løbet af dagen. Antallet af bestillinger frem til klokken 17 forblev nemlig uændrede.

Find lignende løsning til din webshop

Selvom Sexshop nu skulle bruge flere penge på aftentillæg til en medarbejder, kunne det sagtens betale sig for dem at udvide bestillingstiden på webshoppen, fordi omsætningen steg så meget. De fik altså rigtig meget ud af at tænke ud af boksen og sætte sig ind i deres kunders behov.

Det kan være, at det kan hjælpe dig at se på, hvornår dine kunder gerne vil bestille dine varer. Det kan også være, at der er nogle andre parametre, du kan skrue på for at få flere kunder. Eksemplet med Sexshop viser, at det handler om at se på, hvad det er ens kunder gerne vil have og så give dem det. Det er den bedste måde at komme foran sine konkurrenter på.

Du kan læse mere om webshoppen på www.sexshop.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.